En artikel til Viby Efterskoles årsskrift 2005:
Mindet lader som ingen ting,
er dog et lønligt kildespring.
Det er 50 år siden jeg var efterskoleelev. For en lille dreng fra Hindsholm på Fyn var det langt at komme helt til Jylland, men mit opholdet på Skanderup Ungdomsskole blev skelsættende for mig.
På skolen opdagede jeg, at jeg kunne stå alene. Jeg oplevede et kostskoleliv, der betød helt nye kammerater, lærere og et forstanderpar, som ville noget med deres skole.
Jeg fejrede 50-årsdagen sammen med en af mine kammerater fra holdet. Han bor i dag i Californien, men han var kommet hjem til Danmark på besøg, så vi sammen kunne besøge vor gamle skole. Vi ankom til skolen ved spisetid og spiste derfor sammen med eleverne. Selv var jeg så heldig at finde min gamle plads på bænken i spisesalen. Pludselig stod alt klart for mig, som dengang for 50 år siden.
Det er oplevelser fra ungdommen, som man tager med sig resten af livet.
Mit efterskoleophold har præget mig som lærer og som vejleder for unge.
Derfor kommer jeg med glæde rundt på efterskoler i Danmark, når unge vil høre mig fortælle. Jeg vil gerne give dem ”en på opleveren”, som man siger i dag.
Viby Efterskole er blevet 15 år. De første barndomsår er ved at være ovre. Skolen har vokset sig stærk og er blevet selvstændig. Skolen er kommet i ”konfirmationsalderen”.
Om kort tid tager skolen afsked med mor og far: Groa og Birger Andreasen går af som fortstanderpar.
Jeg har været så lykkelig at være med alle 15 år – godt nok kun som gæstefortæller. Men når jeg nu ser tilbage på de 15 år, er det jo en helt fantastisk udvikling, som Viby Efterskole har gennemgået.
Første gang jeg kom til Viby Efterskole var fredag den 5. oktober 1990. Groa havde kontaktet mig medens hun endnu var lærer på Balle Ungdomsskole. Hun ønskede, at jeg skulle fortælle om Grundtvig for de unge elever, som hun håbede ville komme til den skole, som hun og Birger om efteråret skulle starte i Nr. Åby.
Gennem årene har jeg besøgt utallige efterskoler og højskoler, så derfor var jeg jo meget spændt på at se, hvordan denne nye efterskole var. Jeg vidste, at skolen skulle starte i halvdelen af lokalerne ved Nr. Åby realskole. På Fyn har man en over 100-årig tradition for, at friskole og efterskole er sammen, men at realskole og efterskole skulle være under samme tag. Det var noget nyt.
Der var trange forhold for en ny efterskole, men der var mod og begejstring hos hele medarbejderskaren.
I min dagbog har jeg noteret: Fin aften, 100 tilhørere – det må lykkes også her!
Siden er jeg hvert år blevet opfordret til at fortælle om Grundtvig for eleverne på Viby Efterskole. Det har været spændende. I de første år var vi i ”Tumlesalen” – det var et passende sted for den unge skole. Senere kunne vi så flytte ind i nybygningen med den store sal. Her var der optimale forhold til mit multimedieshow. Den gamle Grundtvig kunne rigtig folde sig ud og hans sange og salmer, tolket af Maria Stenz eller Erik Grip, kunne fylde hele den store sal.
Det er altid en fornøjelse at få lov til at fortælle for unge mennesker i flere timer. At opleve, hvordan de lever sig ind i det grundtvigske univers.
Efterfølgende kom jeg ofte ud for, at eleverne kom og takkede personligt: Det var dog det bedste foredrag, de havde hørt!
Sådan har jeg oplevet Viby-elever gennem 15 år.
En dreng kom for et par år siden og sagde, nu forstår jeg, hvorfor mine forældre først sendte mig i friskole og nu på efterskole.
En anden dreng var helt stolt, da han berettede, at han som lille dreng havde boet i nabohuset til Grundtvigs lejlighed på Christianshavn, hvor han fik sin mageløse opdagelse i 1824. Nu havde drengen også fået ”en mageløs oplevelse”.
En pige spurgte mig efter at hun havde hørt, at Grundtvig havde boet over det meste af landet, om han dog aldrig havde været på Lolland, for der kom hun fra ? I første omgang måtte jeg nok sige nej, men så kom jeg i tanke om, at Grundtvigs almindeligste rejserute, da han var på Langeland og skulle hjem til forældrene i Udby på Sydsjælland var over Lolland. Da blev pigen glad, så kunne hun hævde sig over for de mange fynske elever, der kunne rose sig af, at Grundtvig blev valgt som folketingsmand på Fyn!
Når man ved, hvad Grundtvig stod for, må jeg fryde mig hver gang jeg har oplevet at Viby Efterskoles elever på den måde lever sig ind i Grundtvigs liv og tanker. Jeg glædes altid, når jeg har været sammen med unge, der under skoleopholdet har fået en historisk, en folkelig og en kristelig dimension i livet.
Det har jeg oplevet på Viby Efterskole i alle år.
Tak til forældrene Groa og Birger og alle medarbejderne – til lykke til ”konfirmanden” og de bedste ønsker for fremtiden.
To elever fra Viby Efterskole går her med en trækvogn magen til den som Christen Kold købte i Triest, da han i 1837 skulle gå over alperne og hjem til Danmark.
//Lars Thorkild Bjørn
Comentários