Artikel fra Dagbladet og Frederiksborg Amts Avis 14. maj 2016.
Syd for Sorø ligger Lynge kirke og præstegård, der har en helt særlig plads i både Grundtvigs og Ingemanns liv.
På kirkes sydmur hænger en helt usædvanlig mindeplade – ikke for en præst, men for en modig kirkesanger Christen Wittrup, der pinsedag den 14. maj 1826 sammen med præsten Christen Olesen lærte menigheden at synge en forbudte salme skrevet af N. F. S. Grundtvig.
I forbindelse med den danske kirkes 1000-års jubilæum i pinsen 1826 havde Grundtvig omskrevet en gammel dagvise til den salme vi i dag kender som ”Den signede dag”. Salmen blev trykt og var i handlen tre uger før pinse i et lille hæfte med indlagt nodeblad af C. E. F. Weyse.
Grundtvig var på dette tidspunkt under det, man i dag vil kalde ”skærpet tilsyn”.
Og da han meddelte, at han ville benytte en helt ny ”selvgjort” salme ved festgudstjenesten i Vor Frelsers kirke pinsemorgen, fremkaldte det omgående et forbud fra de gejstlige myndigheder at benytte Grundtvigs lille salmehæfte.
I Lynge trodsede Grundtvigs ungdomsven, præsten Christen Olsen autoriteterne og lod menigheden synge den nye salme på selve pinsedagen. Her havde man nemlig en særdeles dygtig og elsket skolelærer og kirkesanger Christen Wittrup, der havde en særlig evne til at lære menigheden at synge med på nye melodier.
Så ved festgudstjenesten i Lynge sang man for første gang den forbudte salme med Weyses melodi.
Selv om man ikke havde orgelledsagelse, fik menigheden lært melodien gennem de 13 vers, som originaludgaven omfattede.
Det rygtedes til Sorø, og allerede 3. pinsedag gik B. S. Ingemann den halve mils vej fra Sorø til Lynge for at høre nærmere om salmesangen. Dagen efter skrev Ingemann et brev til Grundtvig: ”Tak for dine gudelige folkesange til tusindårsfesten! At de måtte støde provst og bisp, falder af sig selv og forundrede mig ikke.”
Som reaktion på salmeforbuddet og debatten med de lærde på universitetet besluttede Grundtvig at nedlægge sit embede i statskirken. Han havde planer om helt at forlade Danmark. I et brev betror Grundtvig sig til Christen Olsen: ”Skal jeg herfra, måtte det vel enten blive til Norge eller til England.”
Til trods for at Grundtvig et halvt år senere blev idømt livsvarigt censur, forlod han ikke Danmark. I denne svære tid modtog han til gengæld en indbydelse fra Christen Olsen om den sommer at gæste Lynge præstegård med hele sin familie. Nu kunne Grundtvig drage bort fra København, hvor han blev kaldt ”en kivagtig og trættekjær mand” og i stedet være blandt sangglade venner på det dejlige Midtsjælland.
Kirkesangeren Chr. Wittrup, der fik mulighed for at introducere Grundtvigs ”Den signede dag” med Weyses lyse melodi døde kun to år efter den store pinsedag. Sognet satte ham et værdigt minde med marmorpladen på kirkens mur. Og Grundtvigs og Ingemanns gode ven præsten Christen Olsen døde allerede i 1833.
Men dermed var salmesangen i Lynge kirke ikke slut. Olesen blev afløst af den sangglade Fenger-familie, der også havde tætte bånd til Ingemann og Grundtvig.
Således var det på Johannes Ferdinand Fengers tilskyndelse af Ingemann skrev salmer som ”Julen har bragt” og ”Dejlig er jorden”.
Og i den østlige kirkemur finder man mindestenen over Meta Nyegaard fra gården Frederikskilde, som B. S. Ingemann tilegnede salmen ”Til himlene rækker din miskundhed..”. Meta var søster til komponisten Cora Nyegaard, der har skrevet melodi til Grundtvigs ”Rejs op dit hoved..”
Derfor har Lynge kirke sin helt særlige plads i den dansk salmesang.
Illustrationstekster:
MINDEPLADEN.
Det er sjældent at finde mindeplader kirkesangere. Her er sognepræst og forfatter Kirsten Jensen Holm i Lynge fotograferet ved marmorplade for Christen Wittrup, manden der introducerede Grundtvigs ”forbudte” salme ved pinsegudstjenesten i 1826.
LYNGE KIRKE.
Lynge kirke har en helt særlig plads i dansk salmetradition – her er salmerne ”Julen har bragt”, ”Dejlig er jorden”, ”Til himlene rækker” og ”Den sigende dag” egentlig ”født”.
LYNGE PRÆSTEGÅRD.
Grundtvig opholdt sig hos præsten Christen Olsen i Lynge præstegård, da den personlige krise i sommeren 1826 fik ham til at tænke på at udvandre. I 1844 kom han igen – denne gang på rekreation hos præsten Johs. Ferd. Fenger. Her skrev han nogle vers af ”Sov sødt barnlille”.
Comments