• Lars Thorkild Bjørn

Skolemanden Christen Kolds spor i Sydslesvig.

Artikel sendt til Flensborg Avis 20. Febr. 07.


I ungdommen var det nok det religiøse, der prægede Christen Kold, men under opholdet i Vestslesvig opdagede han det nationales betydning og efter hjemkomsten fra udlandet var det pædagogikken, der havde hans bevågenhed. Dog talte han aldrig om det særlig pædagogiske, for som inspireret af Grundtvig, drejede det sig altid om det folkelige.


Kolds vækkelse.

Det var den fynske vækkelsesprædikant Peter Larsen Skræppenborg der under seminariumtiden tilskyndede Kold til at holde vækkelsesmøder på Mors. Det medførte afskedigelse som lærer og han fandt derefter arbejde i Vestslesvig hos den rige studebonde Knud L. Knudsen i Forballum. Her blev han en del af den nationale vækkelse.

Samtidig med at Sprogreskriptet blev vedtaget på Stænderforsamlingen i Slesvig begyndte den unge huslærer Christen Kold at holde møder for voksne på egnen. Inspirationen til møderne kom fra ”Danske Samfund”i København og fra det program for folkelig vækkelse som Grundtvig stod bag. Ved at formidle Ingemanns romaner og Grundtvigs folkelige sange ved aftenmøder for de voksne tog Kold del i den nationale vækkelse. Således arrangerede han 28. maj 1840 en friluftsfest i Forballum til minde om de rådgivende stænderforsamlingers indførelse. Knud L. Knudsen og pastor Müller fra Ribe var talere og børnene lavede kulørte lamper til festen og Kold pyntede selv haven.


Først oplive, så oplyse.

Det var også i Forballum, at Kold blev eksemplet på en helt ny lærertype, der viste, hvor besværlig undervisningen kunne være for en livfuld lærer. Kold dyrkede nemlig den personlige fortælleform i sin undervisning. Han brugte fortællingen ud fra sin egen praksis som børneskolelærer på Mors og ud fra de erfaringer, han havde som lægprædikant i de gudelige forsamlinger. På den måde motiverede Kold sine elever.


Rejsen til Lilleasien

Sammen med præsten Daniel Hass i nabosognet Mjolden håbede de begge på en kristelig vækkelse i Sønderjylland, men den udeblev. I foråret 1840 ansøgte pastor Hass om at blive udsendt som missionær til de gamle kristne områder i Lilleasien. Han fik Kold med på ideen og i efteråret 1841 flyttede de til København, hvor Hass gik til manduktion på Frederiks Hospital, så han kunne blive udsendt som lægemissionær. Samtidig påbegyndte Kold en uddannelse som bogbinder.

1. oktober 1842 sejlede Kold sammen med pastor Hass, hans kone Cathrine og deres to børn fra København til Flensborg. Ved ankomsten til Flensborg benyttede Cathrine lejligheden til at aflægge et afskedsbesøg i hendes hjem på gården Lydersholm i Bramstedlund. Christen Kold benyttede lejligheden til at tage til Forballum for at besøge vennerne der.

Da de alle var samlet i Flensborg gik turen sydpå med vognmand M. Klinches dagvogn til Rendsborg og Altona. Rejsen gik videre over Berlin, Prag og Wien. Herfra sejler de ned ad Donau til Konstantinopel (Istanbul) og Smyrna (Izmir). Under hele turen skrev Christen Kolds dagbog, der udkom på Gyldendal i 1979.

Efter fem år som ”fremmedarbejder” i Tyrkiet vendte Kold tilbage til Danmark.

Han sejlede til Triest og gik med en trækvogn hele vejen op gennem Europa og nåede hjem til fødebyen Thisted i slutningen af september 1847. På to måneder gik han en strækning på godt 2000 km. Det var på denne tur at Kold igen besøgte Vestslesvig. Fra årene i Forballum kendte han jo studedrivernes ruter ad den vestre oksevej – og han fulgte naturligvis samme vej nord på. (Hele Kolds rute er nøje beskrevet af Dorte Thirslund i Historiske Årbog 2003 for Thy og Vestre Hanherred.)


Et jubilæum.

I september 2007 er det 160 år siden at Kold gik til fods gennem Europa på vej hjem fra Tyrkiet. Det var i denne tid, at mange af de skoletanker, som i dag er den del af al dansk skolevirksomhed modnedes hos Christen Kold.

I anledning af 160-års jubilæet påtænker nogle vestjyske friskoler at arrangere en slags pilgrimsvandring – en stafet fra grænsen ved Sæd til Thisted. Stafetten bliver selvfølgelig en trækvogn magen til den Kold havde med sig. En skole modtager trækvognen fra naboskolen. Elevernes opgave er så at bringe vognen frem til næste friskole og på den måde kan eleverne være med til at bringe trækvognen frem til Thisted. Her kunne nogle danske skoler i Nordfrisland Amt måske være dem, der var med til at startede pilgrims-projektet!

De involverede skoler vil selvfølgelig udforme det pædagogiske projekt med det særpræg den enkelte skole ville tillægge særlig betydning. Men for børn i dag vil det nok være en ganske anden oplevelse at vandre gennem et landskabet end at suse af sted med 80-100 km. i timen. Christen Kold udtrykker det på sin egen måde: ”Med hurtigposten kunne jeg gøre rejsen i otte dage, men da fik jeg ikke set mig om, hvilket immer har været hovedsagen.”


Ånden fra 1848.

Et halvt år efter hjemkomsten meldte Kold sig som frivillig i krigen 1848. Efter krigsafslutningen åbnede han i 1851 sin højskole for karle i Ryslinge og året efter grundlagde han den første friskole i Dalby på Hindsholm. 1862 flyttede han højskolevirksomheden ind til Odense, hvor han havde bygget sin store højskole i Dalum. Her indbød han som den første unge kvinder til sommerhøjskole fra maj til august. Når fynske børn hvert år i august alligevel var travlt optaget af høstarbejdet på gårdene indbød Kold til efteruddannelseskurser for lærere. På den måde blev hans skoletanker og metoder hurtigt kendt og drøftet blandt unge lærere og forældre.


Højskole eller efterskole.

Christen Kold opfandt efterskolen. Ja, det vil sige, at han kaldte det højskole. Men i en debat med Grundtvig hævdede Kold, at hans skole var for unge mellem 14 og 18 år, mens Grundtvig ville at højskoleelever skulle være over 18 år.

Det er Kolds pædagogik, der stadig anvendes på både efter-, ungdoms- og højskoler. De unge kommer i dag med en individualistisk tilgang og tager på efter- eller højskole, fordi de har en drøm om at blive stjerne for en aften, og helst for et helt liv – som sanger, basketballstjerne, skuespiller og den slags. Når så skoleåret er slut, kommer de i stedet ud med en social indstilling til andre mennesker og en ændret opfattelse af fællesskabets betydning. De lærer at værdsætte et almindeligt hverdagsliv og tage det alvorligt. Det at indlede og afslutte dagen i et fællesskab, det at spise sammen, det at være sammen om praktisk arbejde, undervisning og fest. Det er arven fra Kold, der på den måde lever videre på efterskoler og højskoler.


Om børneskolen.

Når man i dag taler om at det er grundskolens opgave i samarbejde med forældrene at fremme elevens tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling, så genspejler det netop Kolds tanker, som de beskrives i bogen: ”Om Børneskolen”.

Eller som Christen Kold selv siger: ”Børneopdragelsen er forældrenes sag. Dette ansvar må staten ikke tage fra rette vedkommende, og far og mor må ikke skyde det fra sig.”

Eller når man i dag skriver at undervisningen skal tage hensyn til børnenes individuelle forudsætninger siger Kold det samme: ”Undervisningen skal afpasses efter børnenes evner og trang.

Selv om Christen Kolds tidlige død som 54-årig brat satte en stopper for hans virke, er det hans tanker, man gang på gang støder på, når man i Danmark drøfter grundskolen og skolen for de voksne.

Det blev Christen Kold, der førte Grundtvigs skoletanker ud i livet. De tanker der om nogle har gennemsyret dansk skole og gør den til noget særligt – ikke mindst i forhold til andre landes skoletænkning.

Lars Thorkild Bjørn.