af Lars Thorkild Bjørn
Et forsøg på gennem eksisterende kilder og overleveringer at fortælle om vækkelsesfamilier på Hindsholm.
Forord
Ved et besøg i mit barndomshjem, Bjørnegaarden på Hindsholm, i efteråret 2023 fandt jeg i den nyrestaurerede sidebygning, hvor min far havde frugtlager, to gamle farvelitografier, fugtige, falmede og dækket af gammelt støv. Jeg kunne dog let genkende Martin Luther og hans medhjælper Phillip Melanchthon. Min tanke var straks: Hvordan var de billeder havnet på Bjørnegaarden? Var de minder fra den fynske vækkelse fra første halvdel af 1800-tallet? Jeg vidste, at mine forfædre på gården havde været involveret i den vækkelse, der havde ført til oprettelsen af Christen Kolds skole i Dalby og valgmenigheden i Kerteminde.
Denne beskrivelse bygger på Anders Pontoppidan Thyssens værk: ”Vækkelsernes frembrud på Fyn”, bind 3,1 og 3,2 udgivet af Gads Forlag i 1864. Sidetal i parentes henviser til de to bind. Da jeg opdagede, at Viby sogn spillede en særlig rolle gennem en af de ivrige lægprædikanter Niels Jørgensen fra Måle Skovhuse, har jeg forsøgt at samle historien om ham i denne beskrivelse. Hos Thyssen nævnes han gentagne gange som Niels Jørgensen Røjle, Blæsenborg.
Når man i dag skal bedømme vækkelsens udbredelse på Hindsholm, må opmærksomheden henledes på, at Anders Pontoppidan Thyssens beskrivelse først og fremmest bygger på de indberetninger, hvor øvrigheden skred ind efter brud på konventikelplakaten fra 1741. Denne forbød religiøse sammenkomster i private hjem uden sognepræstens tilstedeværelse. Vi kender derimod ikke meget til de mange vækkelsesmøder, der ubemærket af de officielle kanaler blev afholdt med salmesang og lægmandsprædikener. Således kan de møder, der blev afholdt i 1830-erne i mit barndomshjem, boelstedet på Viby Skov, i dag Bjørnegaarden, helt have undgået myndighedernes opmærksomhed.
Baggrunden for at folket ”vækkes”
Almueskoleloven af 1814 slog fast, at alle børn havde pligt til at tage del i undervisning, fra de var syv år og til de blev konfirmerede. Udover læsning og kristendom skulle børnene også lære at skrive og regne. I løbet af en halv snes år var læsefærdigheden blevet udbredt blandt de yngre generationer.
Enevældens Danmark var et fasttømret hus, hvor alt stod på sin rette plads med kongen af Guds nåde som topfigur. Men nu var der pludselig en ny generation, der kunne læse og tage del i de spørgsmål, som de mødte i samfundet.
Indførelsen af Den evangelisk-kristelige Salmebog var nok en af de første anledninger til, at almindelige mennesker tog del i den kirkelige debat på Østfyn. I Kerteminde skete det den 1. søndag i advent 1804, da sognepræst Jens Paludan-Müller indførte den nye salmebog i Kerteminde kirke efter en godkendelse af 83 husfædre. Imidlertid anmeldte 74 andre husfædre hos præsten den 31. december, at de ønskede at beholde den gamle salmebog. Først i det nye år, 1805, mødte to delegationer op for biskoppen i Odense, men fik der et nej til at beholde Kingos Psalmebog. (s. 16)
Inspiration udefra
Hvor fik almindelige folk inspiration til at gå imod øvrigheden? Det gjorde de fra to forskellige sider. Den ene var Brødremenigheden i Christiansfeld. Her havde herrnhuterne grundlagt deres menighed i 1773, hvorfra de solgte deres vækkelsesskrifter. Oprindelsen var en før-reformatorisk menighed, grundlagt i 1457 i Bøhmen og Mähren. Allerede i 1739 havde herrnhuterne oprettet Brødresocietetet i København. Men det var lægfolk fra Christiansfeld, der bedrev en udpræget pietistisk missionsvirksomhed især i Jylland og på Fyn med salg af særlige andagtsbøger.
Inspiration fik man også fra Haugianismen, som stammede fra den norske Hans Nielsen Hauge (1771-1824) fra Frederiksstad. Han var fra 1796 en kirkekritisk lægprædikant, der udgav en række vækkelsesskrifter imod kirken og præsterne, hvorfor han flere gange blev arresteret. Han besøgte flere gange Danmark og holdt vækkelsesmøder. Gennem en boghandler i Fåborg fik Hauge afsat sine opbyggelige skrifter. I december 1804 blev skipper Peder Bierfreund således kaldt til forhør på Rådsstuen i Faaborg, hvor han kunne oplyse, at han havde haft otte pakker med i alt 378 stk.
opbyggelige bøger med til Danmark. Han kunne ikke oplyse, hvorledes han havde fået pakkerne med fra Norge, men lovede med skibsfartens åbning at tage pakkerne med tilbage til Norge. (s. 55)
De første vækkelsesfolk på Østfyn
Hvem var de da, de første vækkelsesfolk på Østfyn? Her skal vi se nærmere på dem: Ole Henrik Svane, Rasmus Klink, Christen Madsen Bregnør, Ole Peter Larsen Skræppenborg, og Niels Jørgensen Røjle.
Ole Henrik Svane (1740-1825) fra Nordsjælland var i slutningen af 1780-erne kommet til Svendborg. Han var blevet vakt ved sin konfirmationsforberedelse i Holmens Kirke i København hos provst Mathias Hviid, som var pietist. Som farende svend var han i Berlin kommet i forbindelse med Brødremenigheden der. I København havde han også mødt Hans Nielsen Hauge, men med ham kunne han ikke forliges. (s. 64)
Rasmus Klink var en ung snedkersvend, som i 1790 kom fra Kerteminde til Svendborg, der lærte han Ole Henrik Svane at kende. I 1804 vendte Klink tilbage til Kerteminde og nedsatte sig der som snedker og købmand. I 1814 blev Klink alvorligt syg og sendte bud efter sin gode ven, den gamle Svane fra Svendborg. Klink blev trøstet og opmuntret af Svane og blev atter rask, og han bad derefter Svane at blive boende hos sig i sit hus.
Rasmus Klink boede nabo til Borgerskolen i Kerteminde, og han samlede der en lille kreds. Sognepræst, professor Andresen anså Klink for ”hverken i moralsk eller politisk henseende” farlig eller skadelig. (s. 119) ”Man angav for mig de i forsamlingen brugte bøger, som især er Luthers gamle Skrifter og Bibel, Johan Arndts sande Christendom … og nogle skrifter fra den Christiansfeldske Sect,” skrev Andresen.
Efter indberetninger fra lægprædikanter fra Christiansfeld viste det sig, at der havde været en livlig forbindelse mellem herrnhuterne og Kertemindebevægelsen. (s. 78)
Forbindelsen til Grundtvig
Et vidnesbyrd om, hvordan de vakte i Kerteminde følte sig svigtet af egnens præster, findes i et brev, som Rasmus Klink sendte til N.F.S. Grundtvig den 17. maj 1821. Klink skrev, at han havde hørt, at Grundtvig var ”en sand evangelisk lære”, der fulgte Luther. Nu ville han bede Grundtvig gå i forbøn hos kongen for dem, der elskede og ærede Guds Ord.
”Her er sket en opvækkelse gennem en 3 års tid. Nogle venner har samledes hos mig. Vi sang en salme tilsammen i vor forrige evangeliske Psalmebøger, gjorde så en kort bøn til Herren. Så læste jeg en prædiken for dem så vel som hele mit hus´ folk i Lutherii Huus Postil. Derpå sang vi en psalme igen, gjorde en kort bøn og takkede Gud for sit salig gørende ord og gik så hver til sit.” Rasmus Klink skrev videre, at ”for 2 år siden opvakte en husmand som hedder Christen Madsen i annex sognet med en sådan overordentlig opvækkelse og udrustet ham med sin ånd og gaver, så han blev et stort lys for andre troende.” (Grundtvig Breve II s. 24) Grundtvig, der på dette tidspunkt var præst i Præstø, var dengang modstander af vækkelsesbevægelserne og han har næppe svaret på Klinks brev.
Da Grundtvig 34 år senere stillede op til Folketingsvalget på Torvet i Kerteminde, så indledte han dog sin tale med at mindes, at det var der ”opvækkelsen” begyndte for over tredive år siden, og at det var på Hindsholm ved Kerteminde, at der for mere end tyve år siden samledes et lille læse-selskab mellem nogle unge karle, ”som læste mine bøger og søgte at tilegne sig min betragtning af folkelivet.”
Christen Madsen, Bregnør (1776-1829) var den mest kendte vækkelsesprædikant på egnen, der prædikede fred og frimodighed i troen på syndernes forladelse. Han havde hørt, hvordan Martin Luther ad den mørke vej gennem angst for synd og dom og død var nået frem til trosglæde og bekendelsesmod. Han var præget af den pietistiske forkyndelse, som han kendte fra H. A. Brorson. (s. 102) I den første tid kom Christen Madsen til forsamlingerne hos Klink i Kerteminde, men meget tidligt begyndte han selv at holde forsamlinger i hjemmet i Bregnør. I foråret 1820 kom Lund fra Brødremenigheden til Bregnør, hvor der om eftermiddagen samledes henimod 40 ”neue Leute”. (s. 76) Det kristelige vidnesbyrd, som Christen Madsen i den efterfølgende tid aflagde for folk både i og udenfor de helliges kreds, vakte stor uro, så de kirkelige og verdslige myndigheder blev enige om, at det måtte standses. Danske kancelli, som var den tids regerings- og lovkontor, bad i januar 1821 biskop Plum i Odense om oplysninger om den ”fanatiske seckt”, hvor dets medlemmer ”holdt taler”, der måske stred imod konventikel-forordningen af 13. januar 1741. (s. 103)
I 1821 ansøgte Christen Madsen kong Frederik VI´s dronning, Marie Sophie Frederikke, om, at de vakte ”dog måtte bekomme den frihed, som den kgl. forordning af 1741 tillader”.
Desuden søgte han sammen med 14 andre husfædre sognepræsten i Kerteminde, Andresen, om hjælp til at udøve den frihed, som forordningen gav mulighed for.
Forsamlingerne i Christen Madsens hjem (Fyns Hovedvej 31, Bregnør) bredte sig til de omliggende sogne og kunne samle ”omtrent 54 personer”. Hver helligdag kom de sammen i tre-fire timer, ja, nogle sagde, at de var sammen til kl. 11-12 om aftenen. (s119)
En retssag imod Christen Madsen begyndte den 21. januar 1822, hvor han fortalte, at sekten havde tilhængere i Kerteminde, Drigstrup, Munkebo og Viby sogne, men at den var uden bestyrelse eller forstandere. (s. 131). Christen Madsen sad i arrest i Odense fra 30. januar til 9. marts 1822 med jævnlige retsmøder, anklaget for at have overtrådt konventikelplakaten.
Retssagen blev genoptaget 8. juni 1822, da Christen Madsen og Jens Frederiksen (lægprædikant fra Skanderborg) også var anklaget for at have rettet beskyldninger imod professor og sognepræst Andresens prædikener.
Retsforhandlingerne var indstillet fra 23. juli 1822 til 5. marts 1824. I denne periode voksede Christen Madsens anseelse, og ”sekten” blev udbredt til nabosognene.
Ved retsmødet 21. januar 1825 udsatte dommeren sagen på ubestemt tid, og sagen lå stille indtil 3. september 1827. Imens opretholdt Christen Madsen sine vækkelsesmøder, der samlede mange tilhørere.
11. februar 1828 fremlagde prokurator Skeel sit forsvar og krævede frikendelse. 13. marts fremlagde Søren Hansen sin anklage: Christen Madsen havde både ved dag og nat holdt religiøse forsamlinger ”for Creti og Pleti” og således fremkaldt blandt almuen en ringeakt for øvrigheden. Han burde dømmes til mindst to års forbedringshus og udrede sagens omkostninger. 23. april 1828 lød dommen på, at Christen Madsen skulle hensættes i fængsel på vand og brød i fem gange seks dage og udrede sagens omkostninger.
Efter appel til landsoverretten blev dommen i november 1828 ændret til fængsel i to gange fem dage. I april 1829 afsagde Højesteret den endelige dom, hvorefter fængselsstraffen bortfaldt, men Christen Madsen skulle til Odense fattigkasse betale 30 rigsdaler sølv. Han hørte dog ikke selve dommen, da han døde omtrent to måneder tidligere. Hans bo måtte derfor betale bøden samt sagens omkostninger. (s. 138f)
Husmand og lægprædikant Rasmus Nielsen, Drigstrup, blev efter Christen Madsens død gift med hans enke og flyttede ind i huset på Fyns Hovedvej 31 i Bregnør og fortsatte derfra vækkelsesmøderne.
Mindestenen ved Christen Larsens hjem på Fynshovedvej 31 og gravsten på Drigstrup kirkegård.
Ole Peter Larsen Skræppenborg (1802 – 1873), bedst kendt som Peter Larsen, var nok den betydeligste af vækkelsesbevægelsens lægprædikanter. Hans far ville, at han skulle være landmåler, men ved faderens død fik han mulighed for at blive elev på gården Skræppenborg i Brylle. 19 år gammel giftede han sig med en af døtrene på gården. Familien var, som mange dengang på Fyn, påvirket fra Christiansfeld, og efter Brødremenighedens skik blev der kastet lod om, hvem af børnene, der skulle have gården, og loddet faldt på datteren, som blev Peter Larsens kone.
Peter Larsen kom hurtigt i forbindelse med Christen Madsen fra Bregnør, og han deltog gerne i de gudelige forsamlinger rundt om på Fyn. Sammen med Christen Madsen rejste de også til Jylland for at holde forsamlinger. Grundet forsamlingsforbuddet blev han flere gange arresteret og idømt bøde. Trods øvrighedens optræden opildnede det snarere Peter Larsen til at holde forsamlinger. Under en rejse til Jylland i julen 1835 mødte Peter Larsen seminarieeleven Christen Kold i Håsum i Salling. Dette møde fik afgørende betydning for Kold. 1841 købte Peter Larsen Donsgård ved Kolding og opførte en særlig fløj til møder. Peter Larsen blev optaget af højskolebevægelsen og var til stor hjælp, da Rødding Højskole måtte flytte til Askov i 1865.
Niels Jørgensen, Røjle (1789 – 1850) er en af vækkelsens ukendte men meget aktive personer på Hindsholm. Han blev født i 1789 som søn af husmand Jørgen Pedersen i Røjle, Vejlby sogn ved Middelfart, konfirmeret 1803 i Vejlby kirke og 16. november 1811 viet i Viby kirke til den 16 år ældre Sidsel Jørgensdatter og flyttede til Måle på Hindsholm. I Pontoppidan Thyssens bøger
Nr. 3 i Viby sogns kirkebog for 1811 har præsten indført drengen Hans Rudolf Nielsens dåb.
benævnes Niels Jørgensen altid som boende i Blæsenborg. Dette har jeg ikke kunnet finde belæg for. Derimod boede han i 1811 i Måle Skovhuse. Det må være dette boelsted, som han 26. oktober 1814 fik fæstekontrakt med Hverringe gods på, og som hans enke blev boende på frem til 1857. I 1811 fik de sønnen Hans Rudolph Nielsen, der blev døbt i Viby kirke og blev opkaldt efter ejeren af Hverringe, Hans Rudolph Gregersen Juel, der fem år tidligere havde fordrevet englænderne fra øen Romsø i Storebælt.
Niels Jørgensen Røjle døde som 61-årig 18. januar 1850 og blev begravet 25. januar fra Viby kirke. Hans enke blev boende i Skovhusene og døde som 84-årig 15. januar 1857 og blev begravet fra Viby kirke 22. januar 1857.
For at forstå arten af og antallet af indberetninger til bispeembedet i Odense er samtlige indberetninger om Niels Jørgensen samlet kronologisk i det følgende.
Som tilflytter fra Vejlby sogn ved Middelfart fik han tilnavnet Røjle (Røyle eller Røile). Gamborg og Vejlby på Vestfyn var vækkelsesområder inspireret fra Brødremenigheden i Christiansfeld. (s. 70).
Niels Jørgensen Røjle blev gode venner med Christen Madsen, Bregnør og samlede vakte til forsamlinger i hjemmet i Måle Skovhuse. (s. 156)
Anmodning til sognepræsten
Bortset fra Niels Jørgensens bryllup i Viby kirke i 1811 møder vi ham første gang omtalt som underskriver af en anmodning fra Christen Madsen i Bregnør til den nyansatte præst i Kerteminde og Drigstrup, professor Andresen.
Hændelsesforløbet var følgende: I april 1821 havde Christen Madsen, Bregnør sammen med 14 andre husfædre fra Drigstrup sogn sendt sognepræsten i Kerteminde, professor Andresen, en skrivelse om han ville hjælpe dem med at få opfyldt den forsamlingsfrihed, som forordningen af 13. januar 1741 gav mulighed for. De så gerne, at den nye præst selv holdt forsamlinger for dem eller dog tillod ”andre duelige personer” at gøre det. I skrivelsen fortæller de om, at de i mange år havde holdt sig til kirken uden at have overvejet og betragtet Guds ord med hverandre. Men efter gudfrygtige og erfarne kristnes råd var de begyndt at ransage den hellige skrift og andre gudelige bøger og var blevet overbevist om, ”at det kun var en død tro og et falskt håb, at vi havde om at blive salige uden en sand omvendelse”. De lærte deres dybe fordærvelse at kende og begyndte at smage Guds nåde i sjælen. Skrivelsen fortsætter med at berette om, at der var indgivet en falsk anklage mod dem, og deres forsamlinger var blevet forbudt. Nu håbede de, at professor Andresen ville hjælpe dem mod deres fjender. Trods Christen Madsens fint formulerede skrivelse blev deres håb gjort til skamme. (s. 105)
Samme år, 1821, fortælles, at hos ”Niels Rojle i Måle blev der holdt en ”lille” kreds”. Ved forsamlingerne blev der ofte trakteret med the og tvebakker eller mjød og æbleskiver. (s. 111) Mange af de omvendte siges at være ”i Livets bedste Alder, unge Gaardfæstere og Ægtefolk”.
Det nævnes også, at hos Niels Røjles nabo Lars Hytteballe, Måle blev der holdt vækkelsesmøder. Særlig i julen 1821 holdt lægprædikant og handelsmand Jens Frederiksen, Skanderborg møde her. Fredriksen var Haugianer og blev i januar 1822 sammen med Christen Madsen forhørt af sognefogeden og herredsfogeden (s. 129). Hos Lars Hytteballe blev der igen holdt møde den 8. januar 1822. (s. 129)
Forsamling på Vestfyn, julen 1822
I december 1822 kom Niels Jørgensen Røjle på besøg på hjemegnen på Vestfyn. Han skulle 21. december til bryllup i Vejleby kirke, hvor hans svigerinde Dorthe Nielsdatter, skulle giftes med ungkarl Berthel Andersen. Niels Røjle bad sin gode ven Christen Madsen, der kendte gommen Berthel Andersen, om at tage med til Vestfyn. Søndag 22. december og dagen efter, Lillejuleaften, havde der på den gård i Vejlby, hvor de var indkvarteret, været forsamlet cirka 20 mennesker til andagt, der forløb uden forstyrrelser af nogen art. Fra den 24. til den 26. december havde Niels Røjle og Christen Madsen opholdt sig hos gårdmand Rasmus Madsen, Markgård i Gamborg. Imidlertid havde sognepræsten J. F. Høgh hørt, at der var gæster fra Kertemindeegnen, og at der 1. juledag skulle holdes forsamling på Markgård. Før gudstjenesten på juledag kaldte pastor Høgh Rasmus Madsen ham til sig og advarede ham om, at forordningen af 1741 overholdtes. Trods advarslen samledes over 40 personer foruden gårdens folk og hørte Christen Madsen tale. På 3. juledag tog Christen Madsen og Niels Røjle tilbage mod Hindsholm. (s. 170f)
Husandagt hos Klink i Kerteminde
Niels Røjle var igen med søndag 2. januar 1825 til husandagt hos Rasmus Klink i Kerteminde. Da Klink havde læst en prædiken af Luthers Huspostil, trådte uventet byfoged Thaulow og politibetjent Christensen ind i stuen. Byfogeden spurgte Klink, hvor han dog vovede at samle så mange mennesker til andagt. Klink forklarede, at der kun var tre fremmede til stede, da han begyndte, og at han ikke havde lagt mærke til, at der siden var kommet flere. De tilstedeværendes navne blev af byfogeden optegnet og Klink blev indkaldt til forhør den 5. januar. Desuden mødte 10 af dem, der havde været med hos Klink.
I byfogedens arkiv findes oversigten over 18 deltagere, hvoraf Niels Jørgen Røjle, Måle nok har været leder for en lille gruppe på fem, unge fra Viby sogn: Marie Hansdatter, tjenende hos husmand Lars Iversen, Måle, Karen Larsdatter, tjenende Erich Andersens enke i Måle, ungkarl Jens Sørensen, Måle og tjenestekarlene Anders Nielsen og Poul Hansen, Hverringe. Rasmus Klink blev pålagt en bøde på 20 rigsdaler for at have trodset forsamlingsforbuddet. (s. 150)
Forsamling i Dalby hos sognefogedens søn
Baronen på Scheelenborg, Carl Juel Brockdorff, havde fået nys om, at der søndag 19. november 1837 skulle holdes en forsamling i Morten Larsens gård i Dalby og havde anmodet sognefogeden Lars Christensen, der var Mortens far, om at hindre forsamlingen i henhold til forordningen af 1741.
Ved det møde i Morten Larsens gård mødte hans egen far, sognefogeden Lars Christensen, op og bad sønnen Morten iflg. forordningen af 1741 at undgå forsamlingen. Måske fordi sognefogeden ikke havde lyst til at optræde som politi overfor sin egen søn, havde han bedt kapellan Heinsen om at gå med. Der var samlet 25 personer. Heinsen skriver i indberetningen: ”Da vi kom til gården, var der allerede tændt lys. Ved vor indtræden sang de, og nogle af dem hilste os med trodsig trampen. Jeg blev stående ganske taus ved døren, indtil de hørte op at synge, og nogle af dem kom og spurgte, hvad vi ville der?”. Forsamlingen bestod mest af ”folk fra Drigstrup, enkelte fra Måle, Mesinge og her fra pastoratet”.
Sognefogeden oplæste loven, men forsamlingen overdøvede læsningen og råbte, at Heinsen var ”falsk lærer”, og at ”de som hellige alene kunne dømme verden.” Præsten og sognefogeden bød da forsamlingen at gå hver til sit. Nogle råbte op om, at provst Bentzien, Kerteminde, havde tilladt dem at holde forsamlinger. Både Hans Pedersen fra Hersnap og Niels Røjle fra Måle opførte sig som vanvittige, indberetter Heinsen. ”De slog i bordet for præst og sognefoged, men endelig gik folk da hver til sit – efter at de i forvejen havde kysset hinanden”. Heinsen slutter sin indberetning med at spørge biskoppen: ” Hvad skal jeg gøre for at være både Gud og Kongen tro?” (s. 229f)
Heinsens indberetning gav provsten anledning til at bede Heinsen om en samtale, hvilket Heinsen i første omgang afviste, men mødte dog op i Kerteminde. For at give Heinsen en form for oprejsning enedes provst og kapellan om ”at indkalde den i klagen anførte Hans Pedersen fra Hersnap, at det i Hr. Heinsens og Dalby Sognefogeds overværelse kunne betydes ham, at han havde handlet urigtigt, og at anordningen måtte følges”. Mødet fandt sted 29. januar og provsten foreholdt ham ”det usømmelige i hans adfærd ..... og sendte ham derpå bort, efter at han havde givet os hånden.” (s. 230f)
I provstens indberetning til biskoppen vedlagde han en interessant erklæring fra sognepræst Rützow i Viby, som indtrængende ud fra sin erfaring advarede imod at anlægge sag mod de vakte, der efter hans skøn var ”et agtværdigt samfund” i menigheden. Her viste pastor Rützow sin 20-årige erfaring og evne til at komme overens med de vakte i Viby sogn, herunder Niels Røjle.
Forsamling på Bogensø til kl. 5 om morgenen
Niels Jørgensen Røjle nævnes i en anden indberetning fra 1838, hvor lærer Rasmus Sørensen, Venslev fortæller om et besøg i Drigstrup og Kerteminde. Lars og Niels Klink kørte Rasmus Sørensen til Bogensø i Stubberup sogn, hvor der samme aften blev holdt ”en såre stor forsamling … hos en ung gårdmand Morten Larsen, der for ikke længe siden var bleven opvakt”. Skønt der ikke var indhøstet alle steder, kom dog ”de troende fra hele Hindsholm, og Rasmus Nielsen med de fleste af de opvakte troende ungdom fra Drigstrup sogn”. Folk blev ved at strømme sammen, til klokken var over 11 om aftenen, - ”og de sidste gik hjem kl. 5 om morgenen; thi sagde man her, til bedre højtidsglæde kunne vi ikke anvende en aften, eller en halv eller heel nat.” Både Rasmus Sørensen, Niels Røjle og Rasmus Nielsen talte for forsamlingen. (s. 232) Kilde: ”Rasmus Sørensens rejse til Fyn og Langeland” (1799 – 1865) lægprædikant, lærer i Venslev, politiker. Oprettede i 1849 Uldum Højskole.
Niels Jørgensen Røjle er åbenbart kendt fra forsamlinger flere steder på Fyn. Således skriver pastor A. K. Hasselager, Sdr. Nærå, at Niels Røjle regnedes som Rasmus Nielsens følgesvend ”eller, om man vil, Amanuensis”. Husmand og lægprædikant Rasmus Nielsen, Drigstrup, blev efter Christen Madsens død gift med hans enke og flyttede ind i Bregnør. I samme indberetning fortæller pastor Hasselager om de gudelige forsamlinger, som ofte blev holdt i en liden stue, hvor der findes ”en for andre end bønder utålelig hede og qvalme” (s. 247). Præsten beretter også om de vakte, som ”oplive geisten hos de øvrige i broderskabet” – så ”sveden løber dem som blodsdråber ned af panden”. Om dette er en beskrivelse af Niels Røjle vides ikke, men han omtales som en dygtig, men provokerende taler.
Fra omkring 1840 ophører informationerne om Niels Jørgensen Røjle. Jeg kender ikke noget til, om han i lighed med de unge vakte i Dalby gik gennem den gryende grundtvigske bevægelse og ind i det politiske liv på Hindsholm.
Øvrighedens reaktion på de vakte
I 1811 blev rationalisten Frederik Plum biskop over Fyn og begyndte sine angreb imod den nye vækkelsens frembrud. ”Den fanatiske Sekt” på Kertemindeegnen vakte Plums forargelse og modstand. For ham gjaldt det om at forsvare den rene fornuftskristendom og standse overtro, vildfarelse og fanatisme, skrev Plums håndgangne mand, som var redaktør af Fyens Stiftstidende.
Den fra 1818 nyansatte præst i Viby sogn, N. O. Rützou, kom meget hurtigt på kant med de vakte. Ved en overhøring i kirken svarede karlen Niels Bertelsen præsten imod, og ”I samme øjeblik istemte flere af hans Sect temmelig høirøstede hans Mening.” Præsten blev vred, afbrød overhøringen og holdt i kordøren ”en efter evne muligst fyndig tale”.
Da Kancelliet ønskede oplysninger om de vakte på Kertemindeegnen, skrev Rützou en erklæring, hvori det hedder: ”De tror blindt på Bibelens ord. De anser religionens lærere for overflødige. Deres ydmyghed er meget stor – de tilstår, de er store og grove syndere, men til andre tider kalder de stedse sig selv Lysets Børn og andre Mørkhedens Børn. Dans, musik og slige forlystelser (også julestuer) fordømmer de ganske.” (s. 108f)
Pastor Rützous holdning til de vakte ændredes dog gennem de 28 år, da han var præst i Viby. (s. 238)
Den noget ældre præst, Niels Holm i Dalby - Stubberup sogne (præst 1789-1838), ”holdt sig strengt til, hvad der var hans embedspligt og lod derfor de opvakte i ro.” (s.157). Han fik i 1833 en ung ivrig kapellan Peter Heinsen, der gerne indberettede de vakte. ”Indberetning om de såkaldte opvaktes forsamlinger og adfærd i Dalby pastorat” er et interessant skrift fra Bispearkivet i Odense. (7 foliosider skrevet 12/12 1837.)
Hvilke skrifter fik betydning for de gudelige forsamlinger?
Kerteminde-sektens første ledere læste gerne Luthers prædikener ved forsamlingerne. En særlig plads havde: Dr. Morten Luthers Kirke- og Huus-postil, udgivet 1828 af Jørgen Thisten. Christen Madsen i Bregnør var mere påvirket af Brødremenigheden i Christiansfeld, men læste også Heinrich Müllers og Hans Nielsen Hauges skrifter.
Men da N. F. S. Grundtvig samtidig udgav sin Christelige Prædikener eller Søndags-Bog blev den en konkurrent til Luthers Huus-postil og snart den vigtigste tekst at samles om ved vækkelsesmøderne på Hindsholm.
Underskrifts-indsamlinger
Som et led i de vaktes protester imod øvrigheden begyndte man omkring 1830-erne at lave underskriftindsamlinger til Kancelliet i København. Disse indsamlinger kaldtes adresser, hvor enhver myndige person kunne underskrive sig med navn og ofte adresse. Særligt tre adresser med underskrifter fra Hindsholm tiltrækker opmærksomhed:
1834, for J. Chr. Lindbergs (og Grundtvigs) forslag for sognebåndsløsning.
1835, tilladelse til at børn undervises og konfirmeres efter Pontoppidans forklaring.
1839, imod biskop Mynsters forslag til ritualændringer med et forkortet dåbsritual.
Niels Jørgensen Røjle har underskrevet alle 3 adresser, hans hustru bare den sidste.
Jens Jensen Bjørn på Viby Skov, i dag Bjørnegaarden
Blandt underskriverne på den tredje adresse i 1839 om biskop Mynsters dåbsritual findes fire personer fra Viby sogn, der er opført på Dalby sogns liste nemlig: Jens Bjørn (56 år), hans hustru (47 år), deres søn Lars Jensen (18 år) og datter Giertrud Jensdatter (22 år).
Det er min tipoldefar, Jens Bjørn, med det fulde navn Jens Jensen Bjørn, hans kone og to ældste børn, der var fæstere på boelstedet på Viby Skov, det senere Bjørnegaarden. De oplevede den tidlige vækkelse på Hindsholm og var aktive i de gudelige forsamlinger måske som værtsfolk fra vækkelsesmøder ”hos Bjørns på Viby Skov”. Derfor var Viby Skov i lighed med Måle oplagte steder for vækkelsesmøder, idet det var langt fra præstegården og sognepræsten, der havde til opgave at tilse og indberette den ”fanatiske sekt”.
Hvad med Luther og Melanchthon?
Da jeg pludselig i efteråret 2023 står med de to gamle farvelitografier af Luther og Melanchthon, går det op for mig, at enten har Jens Jensen Bjørn indkøbt billederne for at udsmykke dagligstuen, eller måske er det en gave fra nogle af deltagerne i vækkelsesmøderne?
Jeg kunne tænke mig, at min farmor Gertrud Bjørn, der kom fra Sødinge Friskole, på et tidspunkt har sat billederne op på loftet, måske da hun fik anskaffet et stort billede af N. F. S. Grundtvig, der i min barndom hang i hendes stue. De to gamle billeder har så været gemt og glemt indtil mine forældre i 1956 fik lagt tegltag på stuehuset. I den forbindelse blev hele loftet ryddet, og min far har sikkert sat billederne ud på loftet over frugtlageret, en selvstændig længe med fast tag udenfor den firelængede stråtækte gård. Denne bygning undgik branden, der i 2002 lagde alle udlænger i aske. Først ved restaureringen i 2023 af frugtlageret finder håndværkerne de to billeder og spørgsmålet opstår: Er dette en indikation på den vækkelse og mødeaktivitet, der var karakteristisk på Hindsholm i første halvdel af 1800-tallet? Og blev der holdt vækkelsesmøder under disse to portrætter på Viby Skov, det der i dag er Bjørnegaarden?
Efterskrift
For det kristelige, patriarkalske samfund, som eksisterede i datidens Danmark, var vækkelsen et forstyrrende element. De ”hellige” forkastede præsternes moralske og religiøse belæring. De havde på forhånd fundet den sande kristendom i gamle opbyggelsesskrifter om omvendelse, synd og nåde, frelse og fortabelse. De vakte tænkte næppe politisk, men med deres angreb imod den ”vantro verden” og den officielle kirke, angreb de også det bestående samfund med kongens embedsmænd og kirkens gejstlige. De vakte på Kertemindeegnen blev aldrig en lukket sekt uden berøring med omgivelserne. Med den første kontakt med N. F. S. Grundtvig (jf. Rasmus Klinks brev 1822) blev Grundtvigs skrifter tidligt en del af de vaktes litteratur.
I Dalby sogn oplevede man tydeligt, hvordan den kirkelige kamp fik nogle af de vakte over i den gryende politiske udvikling. Det bedste eksempel er Christen Larsen, Flægkærgaard, der blev valgt til Den grundlovgivende Forsamling 1848 og senere blev Folketingsmand for egnen.
Denne holdning blev fortsat med Christen Kolds grundlæggelse af Dalby Friskole i 1852 og oprettelsen af Kerteminde-Dalby Valgmenighed ganske få måneder efter valgmenighedslovens vedtagelse i 1868.
Således blev hele vækkelsens skala fra Kertemindebevægelsens pietistisk-herrnhutiske tone til den grundtvigske oplysnings kirkelige og folkelige frihedssange gennemgået i Dalby sogn i løbet af 1840-erne. (s. 234, citat Anders Pontoppidan Thyssen).
I Viby sogn har aktiviteterne været koncentreret om Niels Jørgensen Røjle, hvilket ikke tidligere har været særligt beskrevet. Han kom udefra til sognet og hans aktiviteter strakte sig over godt 40 år med mødevirksomhed i flere sogne på Østfyn og Vestfyn.
Men fundet af de to reformatorbilleder har for mig været, som når jeg i mine drengeår ved forårsharvningen på Bjørnegaardens marker stødte på en flinteøkse. Et varigt minde om tidligere slægters eksistens.
Lars Thorkild Bjørn, august 2024.
Bjørnegaarden på Viby Skov ca. 1900.
Comentarios