En artikel fra Ingemann Selskabets medlemsbrev “Tankebreve” september 2008. Illustrationer ved Ingemann Selskabets sekretær og redaktør Kristian Nielsen
Foredragsholderen og højskolemanden Lars Thorkild Bjørn har i en menneskealder rejst land og rige rundt med sine populære foredrag om B. S. Ingemann, N. F. S. Grundtvig og Kristen Kold. For Ingemanns vedkommende er det blevet til ikke mindre end 350 foredrag. Vi bringer her Lars Thorkild Bjørns historie og takker for de mange fortællinger om Ingemanns liv, som han på sin helt egen måde har formidlet via sine lys-billed-tale-foredrag.
Mit arbejde med en fortælling om Ingemann.
B. S. Ingemann var en del af min barn- dom på det grundtvigsk prægede Hindsholm. Min mor læste Ingemanns fortællinger og ved aftenkaffen sad vi store børn sammen med gårdens piger og karle og sang Ingemanns sange med min far som en dygtig forsanger. I krigsårene sang vi især Holger Danske sangene. Dengang var der 40 sange og salmer af Ingemann i Højskolesangbogen, så der var noget at vælge imellem.
Ingemanns Holger Danske sange blev flittigt sunget af Lars Thorkild Bjørn og hans familie under krigen.
I friskolen havde de historiske romaner sin helt særlige plads og Ingemanns sange var en del af mine efterskole- og højskoleophold.
I forbindelse med Grundtvigs 200-års jubilæum i 1983 havde jeg lavet en stor billedfortælling om Grundtvigs liv. Den var beregnet til eleverne på Grundtvigs Højskole. Fortællingen blev hurtigt efter- spurgt på efterskoler og højskoler – men sandelig også i folkeskoler og gymnasier og senere i kirker og sognegårde.
Lars Thorkild Bjørn foran Jørgen Sonnes bille- de af situationen, hvor Ingemann overrækkes guldhornet på 70-årsdagen 28. maj 1859. Frede- riksborgmuseet. Foto: Daniel Rye.
Fortællingen begyndte på sygehuset
I marts 1988 fik jeg helt uventet en blod- prop i hjertet og blev hasteindlagt. Det var lange dage på sygehuset – og jeg bad om at låne en salmebog. Jo, sagde sygeplejersken, men præsten kommer på torsdag. Det var jeg naturligvis glad for at vide, men jeg var efter Grundtvig succesen i 1983 mere interesseret i, om jeg kunne finde tilstrækkelig stof til en lignende billedfortælling om B. S. Ingemann. Året efter skulle man fejre 200 året
for digterens fødsel. Derfor lå jeg på sygehuset og genlæste alle Ingemanns salmer og sange – og opdagede, at det var billede på billede, der på poetisk vis blev fremmanet.
Kunne jeg få Ingemanns liv og digt- ning omformet til en visuel beretning, som unge mennesker havde lyst at se, ville det være en oplagt måde at fortælle om den danske guldalder.
Jeg kom på rekreation hos min bror i Haslev. Herfra havde jeg mulighed for let at køre til Falster og Sorø. Jeg udarbejdede en drejebog og begyndte at fotografere.
Den unge Grundtvig, malet af Chr. Fr. Christensen, 1820. Grundtvig har fyldt meget i Lars Thorkild Bjørns foredragsvirksomhed, også mere end Ingemann, som på sæt og vis altid har stået i skyggen af sin digterkollega, men uden Ingemann havde Grundtvig næppe fået sit store folkelige gennembrud, skriver Lars Thorkild Bjørn.
Men hvor kunne jeg finde storke? Jeg ville gerne illustrere sangene: Storken sidder på bondens tag og Stork, stork langeben. En weekend kørte jeg rundt i Sønderjylland og derfra til Thy for at fotografere storke.
Stork, Stork Langeben! Tegning af Louis Moe. Trykt i ”Mine første Sange”, 36. Udgave [1924].
Generalprøven i Sorø
Den første udgave var færdig til general- prøve for mine elever på Grundtvigs Høj- skole i Hillerød og nogle dage senere kom førsteopførelsen 6. april 1989 i Sorø sognegård. Det lykkedes, men ikke til fulde. Et par afsnit skulle revideres. Til gengæld oplevede jeg, at tilhørerne var med i selve fortællingen ved umiddelbart at nynne eller synge med på de kendte Ingemann tekster.
Danmarks Radio og Ingemann
Kort tid efter førsteopførelsen blev jeg opsøgt af journalist Margrethe Eli fra Danmarks Radio, som bad mig være med til at lave 5 udsendelser om Ingemann til radioprogrammet Ved dagens begyndelse i ugen op til 200-årsdagen (28.5.1989, red.). En af disse udsendelser skulle opta- ges i Grundtvigs gamle lejlighed på Vimmelskaftet (i København, red.) Jeg havde fået tilsagn fra forfatteren Ebbe Kløvedal Reich om at ville deltage og fortælle om Grundtvigs forhold til Inge- mann. Lejligheden husede på det tidspunkt et udlejningsbureau for mannequiner og Ebbe blev ellevild, da han rundt om på alle vægge så store fotostater af smukke kvinder. ”Det ville lige være noget for Grundtvig”, udbrød Ebbe.
På selve fødselsdagen deltog jeg sammen med forfatteren Dan Turèll i DR’s udsendelse om Ingemann og nåede herefter med nød og næppe ud til afsløringen af Ingemann statuen ved Marmorkirken.
Knud Nellemoses statue af Ingemann ved Marmorkirken i København. Kunstneren mener selv, at han i fremstillingen lægger sig tæt op af de fotos mv., som findes af Ingemann, om end resultatet synes noget karikaturagtigt.
Med disse radioudsendelser fik jeg en særdeles fin omtale af min nye billedfortælling og i løbet af 1989 nåede jeg at vise mine Ingemann-billeder 40 steder – fra Aakirkebyhallen i øst til Vestjyllands Højskole i vest, fra Torkilstrup i syd til Budolfi kirke i Aalborg i nord.
To af de steder, som Lars Thorkild Bjørn har holdt sine mange lysbilledforedrag: Sorø og Torkilstrup. Fotos: LTB.
På Religionspædagogisk Center udgav provst Peter Balslev-Clausens (Ingemann-Selskabets formand, red.) den fine bog om Ingemann som salmedigter. Man ønskede samtidig at udgive en lille lysbilledserie og Peter Balslev-Clausen kom hjem hos mig og udtog de billeder, som Religionspædagogisk Center derefter udsendte til skoler og menigheder.
Arbejdet med et nyt medie
Når man baserer et multimedieshow på diabilleder, kan man løbende lave udskiftninger. Dårlige fotografier kan let skiftes med bedre. Nye vinkler på forfatterskabet kan hurtigt illustreres. Lokale indslag laves let. I mit afsnit om Lucie Mandix, har jeg sat en ære i altid at illu- strere min fortælling med hendes altertavler fra ”nabolaget”. Her har Kristian Nielsen været min store hjælper – ligesom hans tre Ingemann-håndbøger senere blev en guldgrube af faktuel viden, som jeg slet ikke havde til rådighed i 1988.
Ingemanns hustru, Lucie Marie Ingemann, f. Mandix (1792-1868), har altid medvirket under Lars Thorkild Bjørns Ingemann-foredrag. Her er det en tilfældig udvalgt altertavle, nemlig Christus fremstiller et lidet Barn for Disciplene, Altarbillede i Bromme. St Matthæi 18 Cap 1 V. Malet 1845 (Lucie Ingemanns tekst).
Ingemann nævner i brev af 22.3.1845 til Grundtvig, at Lucie har fået en altertavle færdig: Kristus, som fremviser et Barn for Disciplene, da de spørge om Rangen i Guds Rige.
Foto: Kr. Nielsen.
Den helt særlige måde hvorved jeg har formidlet min fortælling om B. S. Ingemann har gennem årene også givet an- ledning til nogle misforståelser. I de første år var jeg var ikke dygtig nok til at meddele arrangørerne mine lokaleønsker, så publikum kunne få det fulde udbytte af ”forestillingen”. Jeg blev jo betragtet som foredragsholder, hvorfor der altid var stillet en talerstol frem. Den skulle fjernes inden jeg kunne gå i gang med ophængning af det 6 meter brede lærred og klar- gøre fremvisere, musikanlæg og højttalere.
Jeg husker en gang jeg skulle optræde i Københavns Domkirke. Jeg var nået frem i god tid og havde læsset alt mit grej af ved den låste kirkedør. Der stod jeg så og ventede på præsten. Nogle unge fyre kom undrende forbi. Da de så de store højttalere og tre flightcases med mit grej spurgte de: ”Skal der være rockmusik i kirken ?” ”Ja, jeg skal spille Weyse!” Det vidste de vist ikke, hvem var.
Weyse ”live” i Roskilde Domkirke
En anden oplevelse var i Roskilde Domkirke. Ifølge beretningen var det her, at Weyse havde siddet ved det store orgel en sommeraften i 1838. Gennem vinduerne i domkirkens vestgavl så han solen gå ned – og så havde han melodien til Der står et slot i Vesterled. Den aften havde jeg fået organist Ib Myrner, der har lavet alle mine indspilninger til at sidde ved domkirkens orgel. Da jeg fortalte historien om Weyse, begyndte han helt svagt at intonere temaet. I det solnedgangsbillederne kom frem på det store lærred, stemte operasanger Michael Kammer i og sang alle vers. Det var et stort øjeblik.
Der staar et Slot i Vesterled. Carl Thomsens illustration til Ingemanns kendte aftensang fra 1838.
24.000 tilskuere har sunget med
Det er gennem årene blevet til 350 Ingemannforestillinger rundt om i landet – heraf har godt 2/3 været i kirker eller sognegårde. Det var egentlig let nok, da jeg var højskolelærer. En titel der normalt borger for en god og seriøs fortælling. Men da jeg efter min sygdom måtte skifte job til erhvervsvejleder ved Arbejdsformidlingen blev det noget helt andet. Kan sådan en ”erhvervsmand” fastholde et publikum om et seriøst emne, spurgte en præst mig en gang?
På det tidspunkt havde jeg slået mit navn som Grundtvig fortolker fast. Når jeg først havde været på en egn med mine Grundtvig billeder var isen brudt, og ofte kom der et par år efter bud efter Ingemann.
Organisten Michael Kammer og sangerinden Maria Stenz har stået for den musikalske del af Lars Thorkild Bjørns Ingemann-forestillinger.
Sådan var det vel også for 150 år siden: Grundtvig var banebryder for Ingemann – men uden Ingemann havde Grundtvig næppe fået sit store folkelige gennembrud.
Lars Thorkild Bjørns sidste tre Ingemann-forestillinger bliver:
Lars Thorkild Bjørn Redaktionen
1) 3. oktober: Bellinge kirke v. Odense kl. 19.00. 2) 4. oktober: Hjortshøj Sognegaard v. Århus kl. 14.00. 3) 30. oktober: Gundslev kirke, Falster kl. 19.00.
- og den sidste Grundtvig-forestilling bliver: 8. november i Vartovs store sal, København kl. 19.00.
Ved årets efterårsmøde vil vi ikke sælge bøger og postkort, men man kan bestille forlods. Vi har nogle få eksemplarer af Lucie Ingemanns Et lille Levnetsløb til Bernhard (1996), pris: 100 kr. Desuden haves endnu et eksemplar af den udsolgte Ingemanns Morgen- og Aftensange. Monotypier, illustrerede af Maja Lisa Engelhardt. Efterskrift af Niels Kofoed (2008) som er bind ni i skriftserien. Pris: 150,- kr.
Comments