• Lars Thorkild Bjørn

Hvad lærte Kold i Tyrkiet ? Kold, Türkiye'de ne öğrendi ?

I sommeren 1841 besluttede sognepræsten Daniel Hass i Mjoden i Sønderjylland at drage ud som missionær til Lilleasien. På dette tidspunkt var Kold huslærer hos den rige studebonde Knud Lassen Knudsen i nabobyen Forballum. Kold tænkte, at han også kunne gøre nytte på en missionsrejse, så han besluttede sammen med familien Hass at rejse til Tyrkiet.

Efter et forberedelsesår i København, hvor Hass gik til manuduktion på Frederiks Hospital og Kold stod i bogbinderlære forlod de Danmark 1. oktober 1842.

Næsten 5 hele år befandt Kold sig i udlandet - heraf 4 ½ år i byen Smyrna – det græske navn for Izmir på den tyrkiske vestkyst. Her skulle Daniel Hass missionere blandt derværende jøder.

Foruden at være lærer for præstens børn var Kold ansat som tjener. Familien Hass lod ham på mange måder føle den underordnede stilling han havde som tyende. Det havde Kold næppe ventet og uoverensstemmelser med Daniel Hass medførte, at Kold brød med familien og slog sig ned i Smyrna som bogbinder.

Smyrna var den gang den største handelsby på vestkysten og var ikke mindst kendt som udskibningshavn for ægte tæpper (Smyrnatæpper). Her var fri religionsudøvelse og byen var befolket med mange forskellige folkeslag.

Kold fortæller selv: Folkene, som bebor dette dejlige land, er en sand babelsk forvirring. Tyrkerne er det folk, der egentlig ejer landet. Armenier, araber, græker og jøder er tyrkiske undersåtter, dernæst ægyptere og andre afrikanske stammer foruden europæere: italienere, franskmænd, spanioler, tyskere, russere, engelskmænd, hollændere og 6 danskere, hvoraf den ene er hattemager fra København.

Enhver mand, som vil drive nogen slags næringsvej her, må kunne i det mindste tre sprog nemlig tyrkisk, græsk og italiensk.

Kold skriver videre: For så vidt jeg kan skønne, synes det mig, at tyrkerne er det respektableste folk, godmodige og tro, samt meget gæstfrie.

Grækerne derimod er grundet det tyrkiske herredømme underfundige og bedrageriske, stolte af deres kristendom, som ikke har meget at betyde, da den består i rene ceremonier, uden at have nogen kraft til deres helliggørelse i ånd og sandhed. Kun bogstavtrældommen er tilbage.

Jøderne er her som alle steder guldkalvens dyrkere.

De afrikanske folk kommer slet ikke i betragtning og europæerne fører herredømmet gennem deres rigdom og politiske magt over tyrkerne.

Mit sprog er en blanding af tysk, engelsk og græsk, hvormed jeg hjælper mig, så godt jeg kan. Af det tyske sprog har jeg lært så meget, at jeg godt kan gøre mig forståelig, skriver Kold allerede ved juletid i 1842.

Da Kold opgav at være tjener for pastor Hass, stod han pludselig som arbejdsløs og skulle klare sig selv. Han flyttede fra bydelen Budscha (Buca) ned til havnebyen for at etablere sig som selvstændig. Gennem den engelske præst Theodor Wolthers fik Kold fremskaffet bogbinderværktøj fra den britiske kronkoloni Malta.

Det var ikke let at begynde helt forfra i et fremmed land. I dagbogen skriver han: Jeg opsøgte forskellige og tilbød mig som bogbinder, men forgæves. Jeg var så forhutlet og forkommen ved i tre måneder at leve af dårlig frugt og slige ting, så jeg nær havde bukket under.

Men så kom et vendepunkt i mit liv. Som den fattigste stodder begyndte jeg nu at tjene penge. Jeg fik svend og dreng, og så gik det strålende.

En dansk skibskaptajn var i efteråret 1846 i Smyrna og besøgte Kold. Han fortæller at Kold boede i et lille hus for sig selv. Vinduer var der ikke, men derimod var der en stor port, som stod åben hele dagen. Her stod det store bogbinderbord, som om natten fungerede som Kolds seng.

Fru Lüth, en dansk kvinde, der var gift med hofpræsten hos den græske kong Otto mødte Kold i forbindelse med kongens sommertogt til Smyrna. Hun fortæller om Kold: Han var bogbinder og havde, efter orientalske forhold, en meget god forretning, der indbragte ham ikke så lidt. Han var dygtig i sit fag og havde flere unge arbejdere. Det lod til, at han agtede at blive i Smyrna nogen tid, inden han ville rejste hjem til Danmark. Han var en særling, tør, morsom, langsom i sin tale og indskrænkede sine fornødenheder til det mindst mulige, så han blev kaldt ”den danske Diogenes”.

Efter at have været optaget af de gudelige vækkelser og Grundtvigs tanker hjemme i Danmark, gjorde mødet med andre religioner indtryk på Kold.

Allerede på rejsen ned gennem Tyskland kom han gennem Wittenberg, hvor han mindes Luther som ”munken så stærk, der sprængte jætternes værk”.

I Stephansdomen i Wien overværede han den storslåede katolske søndagsmesse. Den vakte forunderlige følelser, skrev han i sin dagbog.

Islam gjorde ligeledes indtryk på Kold. Om koranskolerne skrev han: Skolemesteren fremsiger to sætninger af en bøn, og dem skulle alle børnene gentage i munden på hverandre. Så for mig, der ikke forstod tyrkisk, var det akkurat den samme brummen, som i en landsbyskole hjemme i Danmark.

I april 1847 havde Kold opsparet en formue, som han syede ind i foret på sit tøj, inden han begyndte sin hjemrejsen. Fra Smyrna sejlede han til Triest. Her købte han en trækvogn og begyndte vandringen mod Thisted. Undervejs besøgte han Adelsberggrotterne (Postojna) inden turen gik over de tre store bjergpas: Würzen, Katschberg og Radstädter-Tauern til Salzburg på nordsiden af Alperne. Med en daglig vandring på 3 – 4 mil nåede han hjem til forældrene i Thisted midt i september måned 1847.

Bemærkelsesværdigt er det også at se nærmere på Kolds personlige udvikling i det fremmede. I Smyrna foretog han springet fra at være tjener hos pastor Hass til at være selvstændig erhvervsdrivende. Den erfaring tog han med sig hjem og bare fire år efter hjemkomsten til Danmark investerer og bygger Kold sin første private frie skole i Ryslinge.

Når man siden spurgte Christen Kold, hvad han havde lært i Tyrkiet, sagde han:


Jeg lærte at nøjes med lidt,

Jeg lærte at tie stille

Og så lærte jeg at se på hele menneskeslægten som én stor søskendeflok med samme guddommelige bestemmelse.


Azla yetinmeyi öğrendim,

Susmayı öğrendim.

Ben tüm insanları bir kardeş grubu olarak görmeyi öğrendim,

ve aynı ilahi gücün onlara hükmettiğini kavradım.


Artikel til FRISKOLEBLADET 2016. Sendt 20. Marts 2016.

Gem: LTB / C. Kold / Smyrna.